Announcement Details

Aktietilbagekøbsprogram til DKK 10 mia. (ca. USD 1,6 mia.)

November 18, 2020

SELSKABSMEDDELELSE

A.P. Møller - Mærsk A/S – Aktietilbagekøbsprogram til DKK 10 mia. (ca. USD 1,6 mia.)

Bestyrelsen i A.P. Møller - Mærsk A/S (“APMM”) har besluttet at iværksætte et nyt aktietilbagekøbsprogram til en samlet værdi af op til DKK 10 mia. (ca. USD 1,6 mia.) og maksimum 1,79 mio. aktier, der vil blive opkøbt over en periode på op til 15 måneder.


Første fase af programmet på DKK 3,3 mia. (ca. USD 500 mio.) gennemføres ifølge bemyndigelsen fra den ordinære generalforsamling i april 2019 til at erhverve op mod 15 % af aktiekapitalen over to år. Gennemførelse af den resterende del af programmet (DKK 6,6 mia. eller USD 1,1 mia.) påbegyndes efter generalforsamlingens godkendelse i marts 2021 af forlængelse af bemyndigelsen til at erhverve egne aktier, hvilket vil blive foreslået af bestyrelsen.

 

Formål

Beslutningen om at iværksætte et nyt aktietilbagekøbsprogram er understøttet af en stærk indtjening og cashflow generering i 2020, som har ført til en lavere gearing af selskabet og forbedrede nøgletal i overensstemmelse med investment grade rating.

 

Det nye program er i overensstemmelse med den tidligere udmeldte intention om at udlodde en væsentlig del af værdien af de Total S.A. aktier (med en værdi på USD 4,50 mia.), der blev modtaget som del af salget af Maersk Oil, under forudsætning af at investment grade rating opretholdes. Med det annoncerede nye aktietilbagekøbsprogram bliver den totale fordeling fra salget af aktierne i Total S.A. omkring USD 3,4 mia. eller ca. 75 % af værdien af de modtagne aktier.

 

Formålet med aktietilbagekøbsprogrammet er at tilpasse APMMs kapitalstruktur. Der vil blive stillet forslag på de ordinære generalforsamlinger i 2021 og 2022 om, at aktier, der ikke benyttes til at opfylde forpligtelser under langsigtede incitamentsprogrammer, annulleres.

 

Periode

Aktietilbagekøbsprogrammet vil foregå i flere faser. Første fase på DKK 3.3 mia. (~USD 500 mio.) forventes at løbe fra 1. december 2020 til april 2021. Den resterende del af programmet påbegyndes efter generalforsamlingens godkendelse i marts 2021 af den foreslåede forlængelse af bemyndigelse til at erhverve egne aktier.

Nærmere oplysninger om de aktier, der påtænkes erhvervet i første fase, bliver offentliggjort før programmet påbegyndes. APMM er til enhver tid berettiget til at suspendere eller ophæve aktietilbagekøbsprogrammet forudsat at dette offentliggøres i en selskabsmeddelelse på NASDAQ Copenhagen.

 

Safe Harbour metoden

Aktietilbagekøbsprogrammet vil blive gennemført i overensstemmelse med EU forordning nr. 596/2014 af 16. april 2014 (MAR) og EU Kommissionens delegerede forordning 2016/1052, også kendt som Safe Habour reglerne.

 

Deltagelse fra majoritetsaktionær

A.P. Møller Holding A/S (“Holding”) har indvilliget i at deltage i aktietilbagekøbsprogrammet ved løbende at sælge A- og B-aktier i forhold til sin ejerandel til den volumenvægtede gennemsnitlige købskurs på køb af A- og B-aktier i markedet.

 

APMM vil have mulighed for at erhverve aktier uden for den forholdsmæssige aftale med Holding til dækning af langsigtede incitamentsprogrammer.

 

Side 1 af 2

Detaljerede vilkår

APMM vil udpege en bank som lead manager, der vil gennemføre købet af aktier på APMMs vegne inden for de annoncerede rammer, og som uafhængigt af APMM vil træffe alle beslutninger om aktiekøb.

 

Der kan ikke tilbagekøbes aktier til en kurs, der overstiger det højeste af i) kursen på seneste uafhængige handel, og ii) højeste uafhængige bud på NASDAQ Copenhagen på handelstidspunktet.

 

Det maksimale antal A- og B-aktier, som må tilbagekøbes inden for hver børsdag, må ikke overstige 25 % af det gennemsnitlige antal af henholdsvis A- og B-aktier, der er blevet handlet på NASDAQ Copenhagen eller øvrige regulerede handelssteder, hvor købet foretages, i løbet af de 20 handelsdage forud for handlen.

 

A- og B-aktier erhverves i forholdet 20/80 svarende til den aktuelle, daglige handelsvolumen i de to aktieklasser. APMM vil opfylde sin oplysningspligt ved senest hver syvende handelsdag at offentliggøre en selskabsmeddelelse med oplysninger om de transaktioner, der er gennemført som led i aktietilbagekøbsprogrammet.

 

 

København, den 18. november 2020

 

Kontaktpersoner:

 

Head of Investor Relations, Stig Frederiksen, tlf. +45 3363 3106

 

Head of Media Relations, Signe Wagner, tlf. +45 3363 1901

 

 

 

 

 

 

 

Side 2 af 2

Vedhæftet fil