Announcement Details

Salg af Mærsk Olie og Gas A/S gennemført

March 8, 2018

A.P. Møller - Mærsk A/S — Salg af Mærsk Olie og Gas A/S gennemført

 

Den 21. august 2017 meddelte A.P. Møller - Mærsk A/S (APMM), at selskabet havde indgået aftale om at sælge sine aktier i Mærsk Olie og Gas A/S (Maersk Oil) til Total S.A. for USD 7,45 mia. ved en kombineret aktie- og gældstransaktion.

Alle myndighedsgodkendelser er modtaget, og salget blev gennemført i dag. Aktierne i Maersk Oil er blevet overført til Total S.A., og som vederlag herfor har APMM modtaget 97,5 mio. aktier i Total S.A. Foruden aktierne har Total S.A. overtaget en kortfristet gæld på USD 2,5 mia. via overførsel af gæld fra APMM til Maersk Oil. Den kortfristede gæld vil blive tilbagebetalt til APMM kort tid efter closing, og provenuet vil efter sædvanlige closing reguleringer blive benyttet af APMM til at nedbringe gæld.

Som meddelt i august planlægger APMM, forudsat at nuværende investment grade niveau kan opretholdes, at udlodde en væsentlig del af værdien af Total S.A. aktierne til aktionærerne i APMM i løbet af 2018/2019 som ekstraordinært udbytte, aktietilbagekøb og/eller udlodning af Total S.A. aktier.

Salget er baseret på en "locked-box" mekanisme. APMM's avance, der anføres under ophørende virksomhed, beløber sig til USD 2,6 mia., inklusiv locked-box rente og positiv udvikling i kursen på Total S.A. aktien frem til 7. marts 2018 og reduceret med Maersk Oils nettooverskud opnået i perioden fra 1. juli 2017 og frem til closing.

Som led i transaktionen overtager Total S.A. samtlige nedlukningsforpligtelser. Energistyrelsens godkendelse af transaktionen er betinget af, at APMM påtager sig sekundær forpligtelse for de nedlukningsomkostninger, der relaterer sig til eksisterende danske offshore faciliteter svarende til Maersk Oil's 31,2 % andel i Dansk Undergrunds Consortium, såfremt Total S.A. ikke er i stand til at dække sådanne omkostninger. Maersk Oil's nuværende hensættelse til disse nedlukningsomkostninger beløber sig til USD 1,2 mia. APMM's sekundære forpligtelse reduceres som led i genopbygningen af Tyra projektet samt fremtidige nedlukninger af andre eksisterende faciliteter.

APMM's forventninger til det regnskabsmæssige resultat for 2018 forbliver uændrede.

 

 København, 8. marts 2018

 

 

 

Kontaktpersoner:

Head of Investor Relations, Stig Frederiksen, tlf. +45 3363 3106

Head of Corporate Communication, Energy Division, Louise Münter, tlf. +45 3363 1912